Smartlog v3 » "Nuvel dette er en hånd" » Også gik jeg hen og blev anarkist
Opret egen blog | Næste blog »

Også gik jeg hen og blev anarkist

1. Jun 2009 17:38, Joggy

En dag vågnede jeg op som ekstremist. Markedsanarkist, individualistisk anarkist, højreanarkist eller anarkokapitalist. Måske bare anarkist. Så sidder jeg her med nogle holdninger, jeg aldrig forventede jeg ville få, på en måde jeg ikke tidligere kunne forestille mig. Jeg vil ikke forsvarer anarki fuldstændigt, det har andre gjort*. Nedenfor er en artikel jeg har skrevet til liberator.dk, individualistisk anarkistisk webmagasin. Den handler om udviklingen af stabilitet og rettigheder i primitive anarkiske samfund, og hvorfor de institutioner der gælder der, på abstrakt niveau også er anvendelige i moderne anarkiske samfund. I må meget gerne gå der ind og læse den – det et trods alt en glimrende side – men jeg ligger den her, for jeg har tænkt mig at bygge videre på nogle tanker i den, her på bloggen. 

*Lad mig lige nævne et par bøger der haft indflydelse på mig. David Friedman: ”The Machinery of Freedom” er en stærk og lettilgængelig introduktion, opbygget som en masse små essays om en række emner. Bruce Benson: ”The Enterprise of Law” er mere akademisk, og er især god i sin public choice teorestisk kritik af offentligt politi og domstole. Edward Stringham (red.): “Anarchy and the Law: The Political Economy of Choice” er en antologi om emnet, som dækker en lang række emner.

---
Stabilitet og rettigheder i anarki

Skal man forsvare anarki, og ikke bare kritisere staten, må man først og fremmest vise at de grundlæggende rettigheder vil blive etableret i anarki, og at anarki er en stabil løsning. Når man diskuterer anarki, hævder mange at anarki ganske vist er muligt i primitive stammesamfund, men at det moderne samfund er for kompliceret – i det moderne samfund har vi alt for mange relationer med mennesker vi ikke kender. Samme argument har mange teoretikere brugt. Eksempelvis argumenterer Mancur Olson i sit sidste hovedværk Power and Prosperity for, at der kun kan etableres frivillig orden i små anarkistiske samfund, fordi frivillig kollektiv handling kun er mulig hvis der indgå får personer. Men hvis man forstår hvilke individuelle økonomiske interesser, der ligger bag udviklingen af institutioner i primitive anarkistiske samfund, ses det at lignende institutioner vil udvikles i statsløse moderne samfund.

Primitive anarkiske samfunds grundlæggende institutioner minde ofte meget om hinanden [1]. Den grundlæggende magtenhed er familier eller små alliancer mellem familier. I nogle samfund eksisterer der ligefrem mulighed for mobilitet mellem grupperne, uafhængigt af ægteskabsforhold. Dette er f.eks. tilfældet i de fredelige anarkistiske områder af Somalia, hvor det er muligt for uafhængige at indgå aftaler med de såkaldte jiliber (slægtsgrupper) om beskyttelse. Ofte er de mindre grupper organiseret i endnu større grupper, klaner, der tilbyder nogle grundlæggende institutionelle rammer, men som er uden fysisk magt. I langt de fleste anarkistiske samfund er der love, selvom den ikke kan håndhæves centralt. Loven fungerer ved, at i tilfælde af en forbrydelse, skal en dommer på baggrund af loven (om den er skrevet ned eller ej) give tilladelse til, at offerets familie kan straffe lovovertræderen. I nogle tilfælde bruges blodhævn eller anden form for korporlig straf, men i de fleste tilfælde, især i mere udviklede anarkistiske samfund, anvendes kompensation. I mange anarkistiske samfund er blodhævn kun legitim i tilfælde af drab. Lovene kan på mange områder være ganske udviklede – I visse tilfælde giver de f.eks. særlig ejendomsret til vand i en flod, så personer længere oppe ad floden, ikke bruger alt vandet til vanding. Mange anarkistiske samfund har udover udviklede love og domstole også udviklede mæglingsinstitutioner, hvis formål er at løse familiers fejder på fredelig vis.

Lad os starte i et institutionsløst samfund. Vi kan af naturlige grunde ikke kende noget til et sådan samfund, for institutioner udvikles naturligt i et hvert samfund – hvis de ikke gør, overlever samfundet ikke. I et sådan samfund vil mange bruge resurser på noget så uproduktivt på at angribe andre og deres ejendom. Alle vil derfor være nødt til at forsvare sig. I visse tilfælde har man dog en interesse i at undgå konflikt, for at sikre fremtidig samarbejde (spilteoretisk: I tilfælde af gentagende spil), men i mange tilfælde vil dette ikke være muligt – der vil altid være opportunistiske individer. Individerne vil derfor bruge en anden strategi: Hævn. Dette kræver at de kan etablere et omdømme for at hævne sig. Hvis det ikke er muligt at etablere et omdømme, vil de ex ante – før angrebet på dem – sige ”jeg slår dig ihjel hvis …”, men ex post, vil de ikke have interesse i at føre der ud i livet, for det vil ikke have nogen fremtidige konsekvenser uden et omdømme. Hævnen kan indlede en omkostningsfuld krig, men vil stadig være rationel, for i fremtidige tilfælde, vil andre være afskrækket for at starte denne krig. At hævne sig er det jeg kalder finlandsstrategien, for det var nogenlunde det Finland gjorde i under anden verdens krig for at forsvare sig mod Sovjetunionen: Finland vidste at Sovjetunionen kunne overvinde hende, men Finland besluttede sig for at kæmpe til det sidste for at gøre Sovjetunionens sejer ufattelig omkostningsfuld. Gennem hævn kan individet sikre nogle rettigheder. Direkte brug af hævn, dvs. fysisk magt, behøver ikke finde sted: Truslen er nok til at opkræve kompensation, hvilket også vil have en afskrækkende effekt.

Nu har vi en vis stabilitet, men i virkelighedens verden er den ikke perfekt. Hvis en person er stærkere end en anden, vil den stærke forsøge at etablere et omdømme for altid at hævne sig på en retfærdig hævner. Når først dette omdømme er etableret, vil man ikke have en interesse i at hævne sig på den stærke, fordi man ved at man bare vil få høvl. Det er lidt det samme der gælder med staten: Alle ved, at staten ikke vil ændre adfærd, hvis man hævner sig på den, og alle ved at staten vil gengælde hævnen. På den måde kan der opstå flere ligevægte, i de individuelle bilaterale forhold, mht. hvilke rettighed der vil blive forsvaret i anarki: En ligevægt hvor det forventes at krænkeren straffes, og en anden hvor det forventes at straffen gengældes, hvilket få en til at undlade at straffe. Hvilken ligevægt der opstår, vil næsten udelukkende afhænge af, hvem der er stærkest.

I det institutionsløse og markedsløst samfund vil den stærkeste altid vinde, men hvis der opstår et marked for magt, således at den med størst økonomisk interesse i at vinde en konflikt vil kunne omsætte den økonomiske interesse til magtfulde resurser igennem et marked, ændres dette. Nu vil den med størst økonomisk interesse vinde. I mange primitive samfund eksisterer intet åbent marked for magt, men magtens handles derimod internt i familien, i mindre grupper eller blandt venner. Primitive samfund har sjældent en pengeøkonomi, så magtens handles ofte blot gennem gensidighed: Jeg forsvarer dig, hvis du forsvarer mig. Når der opstår et marked for magt, vil den stærkeste eneste fordel være at han kan sælge sin styrke til en høj pris. 

Lad os nu se, hvilken ligevægt der opstår mht. eksempelvis beskyttelse af ejendomsretten. Lad os antage at ingen af parterne har et omdømme. Den stærke tager den svagest ejendel. Den svage skal nu beslutte sig for at han skal købe magt i sin familie for at hævne sig. Han ved at beslutning om at hævne sig kan være umådelig omkostningsfuld. Men han ved også at hvis han ikke hævner sig, vil han være udsat i fremtiden, for andre vil vide at de omkostningsfrit kan tage hans ejendom. Hvis den krænkede hævner sig på tyven, står tyven i en lignende situation. Tyven ved at hvis han gengælder hævnen, kan han risikere at indlede en længere konflikt, til gengæld er det mindre sandsynligt at andre vil hævne sig på ham i fremtiden – så kan han forsætte med sin beskæftigelse som tyv. Nu er spørgsmålet så: Hvem har den største økonomiske interesse: Tyven der forsvarer sin ret til at stjæle, eller den bestjålede, der forsvarer sin ejendomsret? Begge investerer i et omdømme, men eftersom ejendomsretten kan være uundværlig for bare at leve, vil der højst sandsynligt blive investeret flere resurser i et omdømme, for at man forsvarer sin ejendomsret. Så længe der eksisterer et marked for magt, vil de fleste personer derfor være i stand til at etablere et omdømme for håndhæver af ejendomsretten.

Generelt vil der opstå enighed om hvilke rettigheder der håndhæve i lokale områder: Hvis nogle straffer adfærden Q og andre gengælder strafferen af adfærden Q, vil de være i konstant konflikt, og en af parterne må før eller siden ændre adfærd. På denne måde udvikles normer for hvad der er legitim adfærd – både når det gælder normal og straffende adfærd.

Samfundet er stadig fuldstændig individualistisk, uden nogen organisationer der handler kollektivt. Individerne i gruppen, som før blot var et internt marked for magt, vil have interesse i at danne en gruppe, der handler kollektivt, dvs. etablerer sit eget omdømme. Der er flere grunde til dette. I primitive samfund er der nok en overhængende grund: Det er omkostningsfuldt at etablere et omdømme. Ofte kræver det først at man udsættes for vise handlinger, som man ved at reagere på, bruger til at opbygge omdømmet. Mange handlinger udsættes man kun sjældent for – tyveri – andre kun en gang – drab. Det er svært, at etablere et omdømme for at man straffer tyve, hvis man endnu ikke er blevet bestjålet, og umuligt at etablere et omdømme for at man straffer ens drabsmand, hvis man er død. Men en gruppe der eksisterer længere tid end et enkelt menneskeliv, har den bedre mulighed for at opbygge et omdømme. Efter et drab af et medlem, vil de andre medlemmer have en interesse i at straffe det, for ikke selv at blive dræbt. Grupperne vil også få større afkast på investeringen i omdømmet, fordi de strækker sig længere ud i fremtiden. 

Hvis samfundet er så stort, at alle ikke nødvendigvis kender en enkelt person, vil grupper være af stor nødvendighed: Desto større samfundet er, desto sværere er det for individet at etablere et omdømme – gruppen, som er større end individet og derfor mere kendt, kan derfor etablere sit eget omdømme, således at andre blot skal være bekendt med individets gruppetilhørsforhold. Dette vil f.eks. gælde i moderne samfund.

Når først grupper, som handler kollektivt derfor har eget omdømme, bliver det muligt for grupper, der oplever gentagende sammenstød mellem deres medlemmer, at indgå i aftaler, som etablerer rettigheder og spillerregler, uden at være afhængig af muligheden for hævn. En sådan aftale kan selvfølgelig være underforstået og eksisterer i form af normer. Aftalen kan som sådan bare eksistere ved at to grupper er ”på god fod med hinanden” – de fleste mennesker har en meget stærk gensidighedsmoral, så man vil blot tænke: ”vi tillod, at i straffede vores søn, da han voldtog jeres datter, så i må også tillade at vi straffer jeres søn, nu når han har stjålet vores kvæg”. En sådan aftale er gensidig fordelagtig, fordi den både sikrer stabilitet og rettigheder. Hvis en af grupperne bryder aftalen, vil aftalen falde sammen for fremtiden, hvilket er straf nok i sig selv (dette er logikken bag samarbejde i gentagende spil, som Axelrod er så berømt for at have vist [2]). Når aftalen er forhandlet igennem, hvor eksplicit eller implicit det end forgår, vil medlemmerne have visse rettigheder, men kun overfor medlemmer af sin egen gruppe og den anden gruppe – overfor andre grupper vil ens rettigheder kun blive forsvaret i kraft af ens gruppes omdømme, dermed muligheden for hævn og konflikt (hvilket, som vist, også giver stabile resultater og sikrer de rettigheder der mest værd). På denne måde bliver orden i anarki ikke, som Mancur Olson mener, etableret som et offentligt gode, men som et privat gode, fordi individet har en klar interesse i at indgår i disse aftaler for at sikre sine rettigheder.

Så længe individer indgår i mindre grupper, vil det af den ovennævnte grund være muligt at i bogstavelig forstand at forhandle en social kontrakt igennem, der frivilligt indgås af alle parter. Dette er kun muligt, hvis individerne indgår i grupper, der er i stand til at handle kollektivt, for dette sætter gruppen i stand til at håndhæve aftalen overfor medlemmer [3]. Utilfredse personer vil til enhver en tid kunne melde sig ud, og enten leve som fredsløse eller forsøge at opbygge deres egen alternative kontrakt. Konsekvensen af denne mulighed er at sociale kontrakter vil have svært ved at sikre offentlige goder, for alle vil have en interesse i at free-ride på en sådan kontrakt, ved at lave en alternativ kontrakt der kun sikrer individuelle goder (dvs. rettigheder). Dette er netop hvad vi erfarer i mange anarkistiske samfund: Samfundene kan være nok så gode til at sikre intern stabilitet, retten til ejendom og retten til liv, men de er sjældent i stand til at undgå f.eks. overjagt eller overfiskeri [4] (lige netop disse problemer vil ikke eksistere i særlig høj grad i anarkokapitalistiske samfund, pga. effektiv fordeling af ejendomsretten, dvs. nogen vil have ejendomsret til skove og have, således at de havde en interesse i at undgå fælledens tragedie).

Loven i primitive samfund kan ses i dette lys: Loven er en kontrakt indgået mellem grupperne, der fastlægger spillereglerne for hvornår man må straffe, uden at møde gengældelse. Men fordi ’kontrakterne’ etableres bilateralt mellem grupper, udvikles loven fra decentralt fra bunden af, i stedet for toppen. Van Notten nævner eksempelvis i sin bog The Law of the Somalis, at hvis somaliske klandommere ikke følger med normudviklingen, vil ingen benytte sig af ham til at løse konflikter.

En forudsætning for en stabil ligevægt uden bestandige konflikter er eksistensen af mange grupper – dvs. økonomisk konkurrence mellem grupperne. Hvis der er mange grupper i samme område, vil den eneste interesse i konflikter være interessen i opbygge et omdømme, for at man håndhæver visse rettigheder. Det vil ikke nytte noget at nedkæmpe en anden gruppe – udslettelse af en anden gruppe ville medføre mindre konkurrence i ”industrien,” men de andre grupper ville få lige så meget ud af det som sejrsherren (dvs. den vindende gruppe bærer alle omkostninger, men får kun en lille del af udbyttet). Som jeg argumenterede for, vil der opstå stabilitet og rettigheder enten ved at der (1) opstår en ligevægt med hvilke rettigheder der håndhæves uden gengældelse, eller (2) opstå aftaler mellem grupper der etablerer gensidige rettigheder. Men denne stabilitet kan undermineres hvis konkurrencen er svag. Hvis der eksempelvis kun er to grupper i et område, vil de hver især kunne få hele gevinsten af at nedkæmpe den anden. Den vindende gruppe ville kunne tilegne sig et magtmonopol – blive en stat – hvilket er en ret favorabel position. De har derfor en langt større interesse i at indgå i konflikter [5]. 

I moderne anarkistiske samfund, forventer jeg ikke at institutionerne vil adskille sig meget fra institutioner i mere primitive anarkistiske samfund. Den væsentligste forskel vil være højere grad af arbejdsdeling, og derfor et mere udviklet marked for magt. Desuden vil mange ”sociale kontrakter” være mere eksplicitte, end det nødvendigvis er tilfældet i primitive samfund. I stedet for familiegrupper ville beskyttelsesselskaber blive benyttet. Beskyttelsesvirksomhedens omdømme ville f.eks. kunne blive udnyttet vha. skilte og mærkater på ens ejendom. Domstole ville udbyde love og mægling, som beskyttelsesvirksomheder ville kunne benytte sig af i tilfælde af tvister mellem medlemmer fra forskellige beskyttelsesvirksomheder. Dette er ganske enkelt sådan libertarianere som Murray Rothbard og David Friedman forstiller sig anarkokapitalisme. Det afgørende for stabilitet er ikke gentagende ’spil’ mellem individer, men gentagende spil mellem beskyttelsesvirksomheder og andre retsinstanser, og netop derfor behøver samfundet ikke være småt, for at anarki kan fungere.

Spørgsmålet er bare, om anarki kan opretholdes, eller om staten efterhånden vil blive udviklet igen. Dette er en lang diskussion, som jeg ikke vil gå i dybden med. De fleste primitive anarki udviklede sig først til høvdingedømmer og siden til stater. Typisk opstår skatteopkrævende høvdingedømmer efter udviklingen af landbrugssamfundet – i nomadiske jæger-samler- eller hyrdesamfund er det ikke muligt at have et magtmonopol over folk. Anarki har derfor ikke tidligere været en stabil ligevægt. Min vurdering er dog at det som følge af et mere udviklet marked for magt og derfor mere risikodeling, er svære at overtage magten i et anarkokapitalistisk samfund: Hvis en gruppe forsøger at etablere et magtmonopol i et geografisk område, vil sikkerhedsselskaberne i området kunne hente resurser fra andre områder, og dermed undgå etableringen af monopolet. Dette er ikke muligt i primitive samfund.

Noter
[1] Denne korte gennemgang af institutioner i anarkiske samfund bygger på klassikeren Hoebel, E. Adamson: ”The Law of Primitive Man” (1954), der blandt andet gennemgår en række anarkistiske samfund, og bogen Michael van Notten: ”The Law of the Somalis” (2005), der handler om institutioner i Somalias klanområder.

[2] Se Axelrod: The Evolution of Cooperation

[3] Jeg har netop læst Mancur Olsons kritik af anarki i Power and Prosperity. Olson nævner, at selv hvis alle har en interesse i at indgå i en social kontrakt, vil det ikke være muligt at håndhæve kontrakt, fordi der ikke eksisterer nogen stat. Dette må være en logisk konsekvens hvis kontrakten indgås mellem alle individer, men hvis den indgås mellem små grupper, vil de gentagende spil mellem grupperne som nævnt give grupperne en interesse i at håndhæve kontrakten overfor individerne. Olson betragter orden som et kollektivt gode, jeg betragter orden som noget der etableres mellem to individer eller grupper.

[4] Se Steven A. LeBlanc: ”Constant Battles” for en lang række eksempler på at primitive folk langt fra lever i perfekt harmoni med naturen.

[5] Dette kan forklare ustabilitet i den Sicilianske Mafia: Se Diego Gambetta: ”The Sicilian Mafia – The Business of Private Protection.” Teorien giver også en klar forudsigelse om hvor det vil være konflikter i Somalia, nemlig de steder hvor magten er koncentreret på få enheder. Jeg ved ikke om dette er tilfældet, men jeg går ud fra at islamiske militser ikke er små familier.


Kalender

« August 2017 »
MTWTFSS
 123456
78910111213
14151617181920
21222324252627
28293031 

Om mig

Mit navn er Jonas Reschat. Jeg er 20 år gammel og studere økonomi på KU. Email: jonas(at)reschat.dk

Tags