Smartlog v3 » "Nuvel dette er en hånd" » Suk ... hjemsøgt af filosofiske vanskeligheder
Opret egen blog | Næste blog »

Suk ... hjemsøgt af filosofiske vanskeligheder

25. May 2009 02:54, Joggy

For et par år siden stoppede jeg med at interesse mig for filosofi. Dette gjorde jeg af den grund, at jeg mente at de spørgsmål der grundlæggende interesserede mig i filosofien, kunne besvares langt bedre af andre videnskaber, f.eks. psykologi og samfundsvidenskab. Men jeg bliver nødt til at tage nogle af de spørgsmål jeg stillede mig selv den gang op igen. Bare for at tænke dem, på skrift, igen. Dette gør jeg fordi jeg er ved at læse den transhumanistiske bog The Singularity is Near af Ray Kurzweil. Kurzweil forslår at mennesker i sidste ende vil tage digital form og leve i computere. Dette finder jeg problematisk af en væsentlig grund: Bevidsthed. Dette indlæg handler ikke om Kurzweil tanker – Kurzweil er bare skyld i at jeg tager mine gamle tanker op igen. Lad mig uddybe.

Vores bevidsthed er grundlæggende noget andet end den verden vi erfarer. Farven rød er et bestemt interval af bølgelængde, men oplevelsen af farven er noget fundamentalt anderledes. Oplevelsen er også noget fundamentalt andet fra det der forgår hjernen.

Der er ingen evolutionær grund til udviklingen af bevidsthed, som jeg forstår det her. Mennesker ville fungere på præcist samme måde, hvis vi på fuldstændig mekanisk vis var i stand at skelne forskellige bølgelængder fra hinanden, og handle derudfra. Det samme gælder følelser. De har alle en funktion og har særlige ”mekaniske” effekter i hjernen, men selve oplevelsen i vores bevidsthed er lige gyldigt. Bare hjernen kan lave sine ”beregninger” vil det for evolutionen være fint. Hjerneforskere har også vist at vores oplevelse af vores egne beslutninger, forgår efter beslutningen tages i hjernen. Man behøver ikke at betragte f.eks. glæde som et middel evolutionen bruger til at få os til at gøre ting, der sikrer overlevelsen af flest muligt kopier af vores gener. Man skal bare betragtes glæde, som noget en del af hjernen får til at ske, mekanisk, og som en anden del af hjernen reagerer på.

Man kan bruge en computer som parallel. Lad os sige at udfører en bestemt opgave. For at gøre dette skal den udfører visse beregninger. I en sådan situation vil en skærm, der viser hvad der forgår, være fuldstændig ligegyldig. Opgaven vil blive udført om vi ser hvad der forgår eller ej. Desuden vil det skærmen viser, både være fundamentalt forskellige fra det computeren laver, beregninger, som sådan ikke har nogen form, og fundamental forskellige for hvordan den gøre det, hvilket har noget med elektronik at gøre. 

Da jeg udtænkte disse tanker udtænkte jeg også nogle implikationer. 

Vores oplevelse, dvs. vores bevidsthed, kan betragtes som enhed – vi kan på ingen måde forstå vores bevidsthed, f.eks. oplevelsen af farven rød, ud fra det komponenter den består af. Hvis bevidstheden, som en slags enhed, er grundlaget for oplevelse af følelser er den også grundlaget for meningsfuldhed. Hvis f.eks. følelsen af glæde eller tilfredshed blot eksisterede i et mekaniske system, hjernen, ville der ikke være noget mere meningsfuldt over det, end en sten der ruller. Det interessante er måden denne meningsfuldhed eksisterer på: Som en enhed i tid. Dvs. dette øjeblik er meningsfuldt i sig selv, uafhængigt af det foregående og det efterfølgende. Det er klart at de foregående bestemmer de nuværende, men om vi overlever meningsfuldhed nu, er stadig uafhængigt af om vi har oplevet det tidligere. Så selv om bevidstheden er placeret i en krop med en hjerne, der er udviklet til at varetage visse funktioner, så rager det virkelige ikke bevidstheden noget: Den har nok i sig selv i et øjeblik, også er den død i det næste (jeg tror faktisk Nietzsche en gang sagde at vi døde hvert øjeblik).

Hvis bevidstheden er en enhed, kan dette kun lade sig gøre hvis universet er designet til det, dvs. hvis der er visse naturlove der gør den eksistensen af denne enhed mulig. Selv hvis der var en bestemt evolutionær fordel ved bevidstheden, som jeg ikke kan se, ville dette derfor ikke være nok til udviklingen af den. Nu sagde jeg designet – det kan selvfølgelig godt ske som en tilfældighed. Men at universet er designet virker bare som en naturlig konklusion: Det er som om universet er indrettet, ikke bare sådan liv kan opstå, men også sådan at meningsfuldt liv kan opstå. Man kan dog også se på det på en anden måde: Lad sige at der eksisterer et uendeligt antal universer, med forskellige naturlove. Vi må nødvendigvis eksistere i det univers der gør vores eksistens mulig, og så er det jo ikke så underligt (dette hedder det antropiske princip, som jeg netop har læst om i Kurzweil bog, dog brugt på noget andet end bevidsthed, nemlig på naturlove der gør evolutionen af intelligent liv muligt). 

Alt dette rejser andre interessante spørgsmål: Hvis bevidstheden er enhed, som er fundamentalt forskellig fra den verden den eksistere i, hvordan kan vi, dvs. krop og hjerne, stille spørgsmål om bevidstheden, og tænke, som om vi var klar over hvad bevidstheden er? For hvis tanker eksistere uafhængigt af bevidstheden, i det komplicerede system vores hjerne er, hvordan kan det så være vi tænker over bevidstheden? Er hjernen ”designet” til at forstå bevidstheden? 

Heldigvis interesserer jeg mig ikke for filosofi længere. Så hvor jeg i et øjeblik nærmede mig et deistisk nærmest dualistisk verdenssyn, så er jeg nu tilbage til mit gamle ateistisk og materialistisk jeg. Jeg elsker ellers interessante problemstillinger, som jeg kan bruge tid på, men de filosofisk, de kan skride ad helvedes til.




Kalender

« October 2017 »
MTWTFSS
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
3031 

Om mig

Mit navn er Jonas Reschat. Jeg er 20 år gammel og studere økonomi på KU. Email: jonas(at)reschat.dk

Tags